Journalisten og teologen Iben Thranholm har skrevet en interviewroman om tro og tvivl, som jeg stiftede bekendtskab med i 2006 via biblioteket, men jeg blev så begejstret for bogen, at jeg måtte eje den, for jeg vender tilbage til afsnit i den igen og igen.

Bogen/romanen består af tolv samtaler, som er bundet sammen af en velskrevet og personlig rejseberetning, derfor titlen ”Himmelflugten”.

På sin rejse fra Assisi over Oslo, København, Rom og til et kloster i Grækenland møder Iben Thranholm tolv vidt forskellige mennesker, der hver har sit svar på, hvem Gud er.

 

Interviewsene- og dermed samtalerne - er af usædvanlig høj kvalitet, dels fordi Iben Thranholm er en intelligent spørger, og dels fordi hun har valgt sine samtalepartnere med omhu: Begavede mennesker, som med engagement deler de ud af deres synspunkter om Gud, livet, døden, deres tro og andre af ”livets store spørgsmål”!

”Himmelflugten” er en bog, jeg varmt kan anbefale; den er svær at lægge fra sig og en spændende roman for enhver, der funderer over, hvad tro og tvivl er.

Citat fra bogen:

I.T. spørger Wilfrid Stinissen(katolsk åndelig vejleder): ”Når du omtaler Gud som et Du, er det så fordi du erfarer ham som en konkret person?”

W.S.: ”Ja, så absolut. Gud er en person. En person, som elsker mig, og som jeg trygt kan stole på, og som desuden er almægtig. I G.T. siges det, at Gud er den, som er. Og det, som er, har fasthed og soliditet. Gud er pålidelig og trofast. Når han én gang har sagt til os, at han elsker os, så ændrer han aldrig mening igen. Han er ikke omskiftelig, som vi er, men er altid sig selv.

()..Gud bliver menneske i Jesus Kristus. Det gør ham endnu mere konkret, fordi jeg så kan vende mig til et medmenneske, som er Gud. En Gud, som har levet et jordisk liv ligesom jeg, og som af erfaring ved, hvordan det føles at leve som menneske.”

Karen Tassing