Det, som I ser, er en temmelig fed præstemand. Men det er kun en skikkelse, jeg tager på mig en gang imellem af nød. Det er fordi jeg forestiller mig, at ingen af jer kunne tænke sig at se et æsel på prædikestolen.


Og det er det, jeg er. Jeg er æslet Ecclesia

Det selv samme æsel, som blev brugt som transport-middel for Vor Herre, da han gjorde sit indtog i Jerusalem. I al ubemærkethed har jeg overlevet de næsten 2000 år, der er gået siden da. Og det er der en naturlig forklaring på.

 

Da han var kommet ind på tempelpladsen, stod han af. Og først da han stod af, blev jeg rigtig klar over, hvor tung han havde været at bære. Trods sin spinkle skikkelse. Han stod lidt og så på mig, og så klappede han mig på hovedet og bøjede sig ned og så mig ind i øjnene. Det glemmer jeg ikke. Han smilede til mig, men jeg kunne godt se, at han havde grædt. Så hviskede han til mig: "Tak for turen, min ven. Det var hårdt, det ved jeg godt. Men som tak skal du få en gave. Ligesom du nu har båret mit dødelige legeme til Jerusalem, sådan skal du få lov at bære mit udødelige ord op igennem historien." Ja, så mærkeligt gik det til, at jeg fik tilkendt udødelighed, hvilket jeg nok er en smule stolt af.


Ja, og så har jeg da båret det ord op igennem tiderne. De kalder mig "Kirken" eller ”Menighed”, selvom mit navn er Ecclesia. For resten må jeg måske sige til jer, at inden min Herre gik fra mig, så pustede han mig ind i mit store, lodne øre på en mærkelig måde.

Det har tit været surt

Jeg vil ikke påstå, at jeg har båret med smil min byrde, fordi det har tit været surt at være mig. Og jeg ved godt, at det skyldes til en vis grad mig selv. Jeg har været lidt selvglad – selvfed, tror jeg man kalder det i dag. Og i de perioder, hvor folk virkeligt har æret mig og det ord, jeg bringer, har jeg haft en tendens til at blive storsnudet og skrydende – akkurat som et æsel. Der er ingen, der kan skryde som mig. Så stikker jeg næsen i sky og nyder min magt over menneskenes sjæle. Specielt nyder jeg, når jeg kan mærke, at de ligefrem føler sig lidt trykkede af min magt. Så har jeg det godt.

Jeg skryder ikke for tiden

Nu for tiden skryder jeg ikke, for jeg har ingen magt. Men rigtig magtesløs bliver jeg aldrig. Det sørger min Herre for. Men det er svært. Det er, som om der for tiden er så meget andet der optager menneskenes børn, så det kniber for mig at trænge igennem med mit budskab. Det er synd for menneskene, for de trænger til mit budskab. Rigtig mange mennesker de sidste 100 år forsøgt selv at etablere sig som skaber og herre, men jeg må sige jer, der er nu ikke rigtig nogen, der har noget videre talent i den retning. Derfor er der mange triste miner hos menneskene - mange, der vakler omkring såret i deres sjæl.
Lige for tiden har jeg et savn af min frihed i virkeligheden, fordi jeg i mange lande har solgt en del af min sjæl til staten eller magthaverne i landet. Jeg kan ikke nægte, at jeg har en vis magelighed i mig, og det fandt jeg på, for det var bekvemt.

Jeg har etableret mig som det jeg oprindeligt var

Men tænk alligevel, at jeg, som før var herre og udfoldede magt, at jeg nu har etableret mig igen som det, jeg oprindeligt var. Nemlig et husdyr. Min herre, staten, fodrer mig såmænd så udmærket, men holder mig hele tiden i snor og på stald. Hver gang jeg hæver min røst for at fortælle det budskab, som jeg er bærer af, og som har med det hele at gøre - med alt det, som mennesket er, og alt det som mennesket kan, kommer der altid en minister rendende og siger: "Hold dog kæft, dit dumme dyr. Religion er en privatsag. Pas du din religion, så passer vi vores." Det gør mig selvfølgelig ked af det. Det var vel dumt af mig, at jeg indgik den alliance med staten, godt at dele af mig aldrig har gjort det. Men jeg opgiver ikke håbet så let. Jeg er sikker på, at min Herre engang vil sende nogen, som sætter mig helt fri.

Jeg har en stor konservatisme i mig

Bortset fra det med manglende frihed har jeg også et andet problem, som jeg nok altid har haft. Jeg kan ikke nægte, at jeg har en stor konservatisme i mig. Det hører til mit væsen. Dels er jeg jo et æsel, og dels er jeg jo 2000 år gammel, og det med konservatismen kommer jo i nogen grad med alderen. Jeg vil ikke sige, at konservatisme altid er af det onde. Konservativ som jeg er, har jeg trofast vogtet ordet fra oldtidens dage til nu. Jeg har båret min byrde med trofasthed. Men jeg ved det godt. Jeg ved det godt. Indimellem har jeg nok alligevel været dum i min konservatisme. Jeg er jo trods alt kun et æsel, udstyret med en overdimensioneret stædighed.
Jeg har måske ikke været følsom nok over for det, der skete omkring mig. Jeg husker engang i Middelalderen, hvor der var nogen, der sagde, at Jorden var rund. Da skrydede jeg så voldsomt min protest ud, at alle vidste, at jeg var sikker på, den var flad. Jeg kunne jo se det med mine egne øjne, at Jorden var flad. Men jeg måtte jo give mig, og det er jeg sandt at sige ikke meget for.

Jeg interesserer mig for min nutid

Nå, lad det være. Det er fortid. Jeg har al mulig grund til at interessere mig for min nutid. Hvordan skal jeg være kirke i den mærkelige tid, vi lever i? Der er jo gang i den. Der er en frodig underskov af alt muligt religiøst: mysticisme og religiøsitet af mange slags. Og jeg har den holdning til det, som jeg har kæmpet mig til, at man måske skulle prøve at være lidt mindre konservativ. Måske man skulle være mere åben for, at der kunne være noget nyt, som jeg kunne bruge. Hvad kunne der egentlig ske ved det?

Man må ikke være kedsommelig

De har også altid skældt mig ud for at være kedsommelig. Og kedsommelig må man ikke være - for kedsommelighed er lig med uevangeliskhed. Så jeg ville gerne have det ry for kedsommelighed til at forsvinde. Jeg tror, jeg har lyst til at eksperimentere lidt. Herregufgd, tiden vil vel sortere det fra, som ikke dur. Så lad mig bare prøve lidt nye ting. Egentlig er jeg jo optimist, fordi der er noget i luften. Det er, som om menneskene er ved at blive trætte af deres gudløshed og af alle deres mange erstatningsguder. Mange beder stadig bønner – også sammen med deres børn.

Et 2000 år gammelt æselliv har lært mig tålmodighedens svære kunst

Jo, det er, som om en stor fælles længsel breder sig. Og jeg skal gøre mit til, at længslen ved en slags selvantændelse vil bryde ud i lys lue og blive til tro. God, gammeldags prøvet tro, som jeg ved kan bære selv det mest moderne, det mest globaliserede menneskes liv fra vugge til grav. Jo, det skal nok gå. Et 2000 år gammelt æselliv har lært mig tålmodighedens svære kunst. Jeg ved jo godt, at jeg ikke er så klog, som man burde være. Jeg ved jo godt, at jeg er et stædigt dyr. Hvis jeg skal sige noget godt om mig selv, er jeg nok kedsommelig og stivbenet, men jeg er rigtig sej. Jeg holder ud. Jeg bliver ved at bære ordet for ham, der i sin tid blæste sin ånd ind i mit lange lodne øre.

Det skal nok gå alt sammen

Jeg tror, at det på et eller andet tidspunkt bliver muligt for mig at overdøve alle de andre lyde og få folk til at kaste deres egne ideer om, hvordan de selv kan klare alt i livet, bort til fordel for min Herres budskab. Og når jeg en gang imellem hænger lidt med skuffen og synes det går dårligt, så tænker jeg på ham, som den dag på tempelpladsen - midt i 'hosianna' og 'halleluja' - bøjede sig ned og blæste sin hellige ånd ind i mit øre. Så tænker jeg: "Jo da, det skal nok gå alt sammen." 

Prædiken af Finn S. Basnov til gudstjenesten Palmesøndag 2010 i Holbæk Baptistkirke

Læs gerne Johannes evangeliet 12,12-26 for resten af historien.